Anlægsarbejde på Godthåbsvej m.fl. –Frederikshavn Spildevand A/S fortsætter separatkloakering af Sæby
Hvorfor graver vi?
Frederikshavn Spildevand A/S udfører i 2025 endnu en etape af separatkloakeringen af Sæby.
Etapen omfatter renovering af følgende strækninger:
- Godthåbsvej
- Tværgade
- Smallegade
- Vesterallé
Årets etape er anden etape af et to års projekt, som i 2024 omfattede renovering af følgende strækninger:
- Elmevang
- Kastanievej
- Krydset Øster Allé/Godthåbsvej
Det har tidligere været udmeldt, at projektet ligeledes ville omfatte Parallelvej, men denne strækning er nu taget ud af projektet i 2024/2025
Ved anlægsarbejdet udskiftes det eksisterende kloaksystem med et nyt separatsystem på ovennævnte veje. Fjernvarmeledninger, vandledninger, elledninger, fiberkabler, asfaltbelægning og fortov fornyes i forskelligt omfang på de enkelte strækninger.
Hvad laver vi?
Renoveringen omfatter udskiftning af det eksisterende fællessystem, hvor regnvand og spildevand afledes i samme kloaksystem. Når denne ledning bliver overbelastet under kraftig regn, vil vandstanden i ledningen stige, og vandet kan derved løbe ind i kældrene på husene gennem spildevandsafløbet.
Vi udfører det nye kloaksystem som et separatsystem, hvor regnvand og spildevand afledes i hvert sit system. I takt med at vi etablerer et nyt separatsystem i vejen, vil der blive etableret to stik til hver ejendom til afledning af henholdsvis regnvand og spildevand.
Det private kloaksystem på grundene skal efterfølgende adskilles, så regnvand og spildevand afledes til hver sit ledningssystem. På den måde bliver de indvendige kælderafløb tilsluttet en spildevandsledning, som ikke er påvirket af regnvand, og risikoen for oversvømmelser af kældrene bliver derved kraftigt reduceret.
Regnvandet fra ejendommene tilsluttes en ny regnvandsledning, hvor der i størrelsen er taget højde for den fremtidige vejrsituation med de ventede klimaforandringer.
Hvem er med?
Anlægsarbejdet udføres som et fælles koordineret projekt mellem:
- Frederikshavn Spildevand A/S
- Frederikshavn vand A/S
- Elinor A/S
- Sæby Varmeværk ApS
- Nord Energi Fibernet
- Frederikshavn Kommunes Center for Ejendomme, Park & Vej
Projektgruppen har indgået en aftale med det rådgivende ingeniørfirma UCON fra Aalborg om at forestå projektering og tilsyn med anlægsarbejdet. Projektgruppen har endnu ikke skrevet kontrakt med en entreprenør på anlægsprojektet.
Ud over det arbejde, som udføres af den fælles entreprenør, udføres der arbejde af Sæby Varmeværk, Frederikshavn Vand, Elinor og Park & Vejs egne medarbejdere.
Hvornår graver vi?
Anlægsarbejdet i 2025 bliver udført fra primo 2025 og frem til november 2025. Nedenstående tidsplan beskriver rækkefølge og udførelsesperiode for de enkelte vejstrækninger.
På hver enkelt vej vil arbejdet blive udført i følgende rækkefølge:
- Udskiftning af vandledninger
- Udskiftning af kloakledninger - først hovedledninger og derefter stikledninger
- Udskiftning af elforsyning
- Renovering af fortovsbelægninger
- Tomrør til fiber og asfaltering
De enkelte veje vil blive renoveret i følgende rækkefølge:
- Godthåbsvej fra Østerallé til Tværgade
- Tværgade
- Smallegade
- Godthåbsvej vest
- Vesterallé
For alle strækninger gælder, at hver ledningstype lægges i særskilte arbejdsprocesser, da ledningerne lægges i forskellig dybde og med indbyrdes afstand. Vi vil således grave på de enkelte strækninger ad flere omgange. Derefter retableres kantsten og belægninger.
Vejene i projektområdet vil i perioder blive spærret for gennemkørende trafik. Der vil blive skiltet for omkørsel.
Tidsplanen for arbejdet påvirkes af mange forhold, så der kan opstå behov for ændringer i planen undervejs.