Nyt vandværk til fremtidens vandforsyning
Frederikshavn Vand A/S opfører nyt vandværk i Tolne.
Gennem en årrække har Frederikshavn Vand A/S arbejdet på at flytte vandproduktionen fra Skagen til Tolne – senest efter PFAS-forurening på Skagen Kildeplads.
For at sikre forsyningssikkerheden i fremtiden uden et Skagen Vandværk og med et øget vandforbrug er det nødvendigt at styrke robustheden ved Tolne Vandværk. Vandselskabet arbejder nu på at opføre et nyt vandværk i Tolne, som skal stå færdigt i 2026.
Med et forventet areal på 1.000-1.500 m² og 2-4 produktionslinjer skal de nye bygninger ligge syd for det nuværende vandværk fra 1974. Med fokus på arbejdsmiljø og hygiejne bliver det nye vandværk mere moderne og i tråd med fremtidens vandforsyning.
Markeret med rødt er beliggenheden for det nye vandværk. Ved siden af er det nuværende Tolne Vandværk.
I udbud som totalentreprise
Med en stram tidsplan har Frederikshavn Vand netop sendt det nye vandværk i udbud som totalentreprise, og udbudsmaterialet ligger tilgængeligt på DALUX her.
”Vi ser frem til stor faglig interesse og kvalificerede bud på projektet. Takket være et tæt samarbejde med NIRAS har vi på kort tid udarbejdet materialet, og derfor vil vi også gerne rette en stor tak til både NIRAS, medarbejdere i Frederikshavn Vand og Hjørring Kommune”, udtaler Lars B. Østergaard, forsyningschef.
Det nuværende Tolne Vandværk fra 1974.